Brobygning/Studiepraktik er en enestående mulighed for at få et indblik i en mulig studiefremtid og er det nærmeste, du kommer på at opleve, hvordan det er at være studerende på en videregående uddannelse, før du selv går i gang.
Måske bliver du bekræftet i, at du er på rette spor – eller måske finder du ud af, at det, som du troede var drømmestudiet, ikke er noget for dig alligevel. Brobygning/Studiepraktik vil altid gøre dig klogere og hjælpe dig et skridt videre i dit studievalg.
Er du i tvivl?
Hvis du er i tvivl om, hvad eller hvor du vil studere, er det en god idé at tage i Brobygning/Studiepraktik. Alene det at opleve, hvad det vil sige at være studerende på en videregående uddannelse, kan hjælpe dig i dit studievalg.
Når du skal vælge en uddannelse, er det en god idé at skrive dine tanker ned på et papir og tænke over:
- Hvor og hvordan kan jeg udvikle mig?
- Har jeg interesser, som jeg kan udfolde på bestemte uddannelser?
- Har jeg evner, som jeg kan udvikle/udforske på bestemte uddannelser?
- Har jeg grundlæggende værdier, som nogle uddannelser giver mig mulighed for at udleve (under uddannelsen eller i jobbet bagefter)?
Kontakt en vejleder
Du kan altid kontakte en studievejleder på en af de videregående uddannelser, hvis du har spørgsmål. Find studievejlederne på uddannelsernes hjemmesider.
Du kan også kontakte en studievalgvejleder på et af studievalgscentrene – find dem på www.studievalg.dk.